Elastomere flammehæmmere forhindre spredning af brand primært gennem en kombination af mekanismer. Følgende er dens vigtigste arbejdsmekanisme:
Fysisk isolering: Flammehæmmere kan danne en beskyttende film på overfladen af materialet, såsom et keramiklignende eller glaslignende oxidlag, der dækker materialet og isolerer det brændende materiale fra ilt og dermed forhindrer yderligere spredning af flammen. Denne isolering reducerer også ledning af varme til uforbrændte områder, hvilket bremser spredningen af brand.
Kemiske effekter: Flammehæmmere gennemgår kemiske reaktioner under forbrændingsprocessen, og disse reaktioner hjælper med at hæmme spredningen af flammer. For eksempel nedbrydes nogle flammehæmmere ved høje temperaturer for at frigive vanddamp eller inerte gasser, som kan fortynde ilten i forbrændingsprodukterne og derved reducere flammens temperatur og forbrændingshastighed. Derudover kan flammehæmmere absorbere varme og sænke temperaturen i det brændende område, hvilket yderligere bremser forbrændingsreaktionen.
Dampfaseundertrykkelse: Flammehæmmere kan forstyrre ilttilførslen omkring flammen og reducere iltkoncentrationen i forbrændingsområdet og dermed sænke forbrændingsreaktionshastigheden. Denne gasfaseundertrykkelse hjælper med at hæmme flammeudvidelse og -udvidelse.
Frie radikaler: Nogle flammehæmmere kan fange frie radikaler og forhindre forbrændingskædereaktionen i at fortsætte. Forbrændingskædereaktionen er en nøgleproces for kontinuerlig flammeforbrænding. Flammehæmmere kan effektivt hæmme forbrændingens bæredygtighed ved at forstyrre denne proces.
Elastomer flammehæmmere arbejder sammen gennem flere mekanismer såsom fysisk isolering, kemisk virkning, gasfasehæmning og frie radikaler for effektivt at forhindre spredning af brand og forbedre materialesikkerheden. Flammehæmmere er dog ikke et vidundermiddel, og ved brug af elastomermaterialer, der indeholder flammehæmmere, skal relevante sikkerhedsforskrifter og forholdsregler stadig følges for at minimere risikoen for brand.
